Ribe-Esbjerg HH er videre i Santander Cup efter en sejr på 35-42 over Norddjurs Håndbold.
Gæsterne leverede især offensivt en stærk første halvleg og scorede hele 23 gange før pausen. Til gengæld gav for mange fejlafleveringer Norddjurs muligheder for kontramål, mens defensiven ikke helt ramte det niveau, som Ribe-Esbjerg ønskede.
Det var også noget, cheftræner Marc Uhd hæftede sig ved efter kampen.
“Vi er gode, når vi er gode – men vi gør det samtidig alt for svært for os selv, når vi laver fejl og gentager dem. Vi skal selvfølgelig rykke fra dem tidligere. Men OK, vi får en sikker sejr hjem, mange af drengene leverer flotte præstationer, og jeg fik alle mand på banen med spilletid.” fortæller han til Ribe-Esbjergs hjemmeside.
Efter pausen fik Ribe-Esbjerg for alvor skabt afstand. Allerede efter ti minutter havde holdet opbygget en føring på otte mål, og herefter kunne ressourcerne fordeles frem mod slutfløjt.
Jerry Tollbring og Benjamin Hallgren var blandt de spillere, der gjorde sig særligt bemærket på måltavlen, men generelt var der flere stærke offensive præstationer.
Nu venter den første ligakamp for Ribe-Esbjerg. Den spilles onsdag 26. august klokken 19.00, hvor sidste sæsons nummer fire, Mors-Thy Håndbold, kommer på besøg i Blue Water Dokken.
Se kampen i tal her.





























