Rumænsk håndbold står foran en markant ændring af turneringsstrukturen.
Fra sæsonen 2027/28 bliver den bedste række hos både kvinder og mænd opdelt i grundspil efterfulgt af playoff og playout. Det skriver GSP.ro.
Dermed bevæger rumænsk håndbold sig i retning af en model, der kendes fra fodbold, hvor sæsonen ikke kun afgøres i et traditionelt ligaforløb, men afsluttes med kampe om både medaljer og overlevelse.
Ændringen er blevet vedtaget under det første bestyrelsesmøde i det rumænske håndboldforbund under den nye præsident Bogdan Voina. Mødet varede ifølge GSP.ro næsten 12 timer og endte med flere beslutninger, der skal træde i kraft fra 2027/28-sæsonen.
En af de store ændringer er også oprettelsen af et nationalt ungdomsmesterskab. Bogdan Voina har ifølge mediet gjort det klart, at udviklingen af rumænske talenter skal være et centralt fokusområde i den nye retning for rumænsk håndbold.
Derudover indføres der en såkaldt medicinsk joker på seniorniveau. Den kan bruges ved skader med en forventet pause på over 90 dage, men kun hvis erstatningen er en rumænsk U23-spiller.
“Det første bestyrelsesmøde i det rumænske håndboldforbund i den nye ledelsesform fandt sted i begyndelsen af ugen og sluttede efter næsten 12 timer. Det var en lang dag, men også en dag, der giver mig meget stor tillid. Jeg takker alle kollegerne i bestyrelsen for deres engagement og for den respekt, de viste hinanden, mens de arbejdede med et fælles mål: det bedste for vores håndbold. Jeg er overbevist om, at vi kun sammen kan bygge noget holdbart,” siger Bogdan Voina ifølge GSP.ro.
Han peger især på ungdomsarbejdet som et område, der skal prioriteres højere.
“Et emne, vi ikke ville behandle forhastet, er ungdomshåndbolden. Derfor har vi besluttet at mødes igen i Cluj den 15. juli, tidligere end planlagt, til et møde udelukkende dedikeret til dette område. Jeg mener, at fremtiden for rumænsk håndbold fortjener den nødvendige tid og opmærksomhed, så vi kan træffe de bedste beslutninger.”
Blandt de øvrige ændringer er gratis efteruddannelseskurser for trænere, færre restriktioner i den næstbedste række og krav om, at hold i Divizia A skal gennemføre hele sæsonen, hvis de melder sig til.
Rumænsk klubhåndbold har i mange år især markeret sig på kvindesiden med profilerede klubber som CSM Bucuresti og Gloria Bistrita, der også er kendte navne i europæisk håndbold. Med de nye ændringer håber forbundet nu at skabe en stærkere struktur, mere dramatik i turneringen og bedre udviklingsmuligheder for unge rumænske spillere.





























