Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Rumænsk klub står til stor millionregning

CSM Iași 2020 risikerer ifølge GSP.ro at skulle betale omkring 1,2 millioner euro til spillere og trænere, der aldrig nåede at spille eller arbejde for den rumænske klub.

CSM Iași 2020 kan ende med en enorm regning.

Den rumænske klub risikerer ifølge GSP.ro at skulle betale omkring 1,2 millioner euro til 11 personer, som aldrig nåede at arbejde eller spille et eneste sekund for klubben.

Sagen handler om en række kontrakter, der blev underskrevet sidste sommer, selv om CSM Iași 2020 allerede var rykket ned i den nederste række. Ifølge det rumænske medie blev der indgået toårige aftaler med store lønninger, i nogle tilfælde helt op til 8.000 euro netto om måneden.

Klubben er finansieret af offentlige midler fra kommunen i Iași og har ifølge GSP.ro brugt mere end 15 millioner euro over de seneste fire år.

Problemet opstod, da den tidligere direktør Iustin Jalaboi blev skiftet ud. Ifølge mediet skulle de nye ledere hurtigt have sendt opsigelsesmeddelelser for at annullere aftalerne, men det skete først 16. juni. Det har fået flere af de personer, der havde underskrevet kontrakter, til at rejse krav mod klubben.

Nogle sager er allerede afgjort i det rumænske håndboldforbund.

CSM Iași 2020 er blevet pålagt at betale beløb til blandt andre træneren Iulian Stamate og spillerne Maria Valentina Bardac, Sara Kovarova, Gomes Barbosa Elaine og Amalia Mihaela Coman. Samlet løber de afgjorte krav ifølge GSP.ro op i 2.251.021 lei, svarende til omkring 450.000 euro. Med renter kan beløbet stige til over 500.000 euro.

Derudover har flere spillere anlagt civile sager.

Malgorzata Trawczynska, Tatjana Trbovic, Marie-Helene Audrey Amandine Balzinc, Natasa Lovric og Annie Isabelle Enola Grolliere har ifølge mediet rejst eller igangsat krav, der samlet kan føre til endnu en regning på omkring 600.000 euro, hvis CSM Iași 2020 taber sagerne.

Det er ikke første gang, klubben rammes af en lignende sag.

Sidste år tabte CSM Iași 2020 også en sag til Juliana Borges Lima, der heller ikke spillede for klubben, men alligevel fik tilkendt 180.666 lei.

Hvis alle krav ender med nederlag for klubben, kan den samlede regning ifølge GSP.ro nå op omkring 1,2 millioner euro.

For en klub, der i 2025 brugte over 2,5 millioner euro i en sæson, der endte med nedrykning, er sagen endnu et alvorligt spørgsmålstegn ved økonomien og ledelsen.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder