JYSKE BANK BOXEN (HERNING, HBOLD.DK): For igen og igen måtte Simon Pytlick en tur i gulvet, når de danske angreb blev sat op – simpelthen fordi han gled på en af gulvreklamerne på halgulvet.
Flere gange under de danske angreb mistede bagspilleren pludselig fodfæstet i opspillet, og situationerne skabte både uro og frustration, fordi det skete i afgørende momenter, hvor Danmark var i gang med at bygge spillet op.
Efter kampen lagde Pytlick heller ikke skjul på, at det var begyndt at blive en kende absurd.
– Det er et virkelig godt spørgsmål. Der skal kigges på den hvide dernede, for det er femte gang, jeg nu glider i den. Så jeg ved ikke – undskyld mit sprog – hvad der er med den fucking gulvreklame og mine sko åbenbart. Jeg skal åbenbart ned og ligge et par gange, siger Simon Pytlick til HBOLD.dk og resten af den danske presse.
Selv om situationerne kunne have sat sig i hovedet under kampen, understregede Pytlick, at tempoet og kampens betydning ikke gav plads til at dvæle ved frustrationen.
– Ja, ja, det er håndbold, når det er mest charmerende, så skal man lige ned og ligge og op og stå igen, og så må man komme videre til næste situation. Der er ikke tid i denne kamp til at være frustreret over noget som helst, fordi man skal videre og kæmpe.
Han fremhævede samtidig, at netop evnen til at lægge irritationer bag sig var en vigtig del af sejren.
– Man kunne godt lade sig frustrere over nogle ting, men hatten af for alle for bare at kæmpe videre og stå i en finale nu. Det er virkelig flot.
Og selv om løsningen måske kunne være selv at tage et håndklæde med på banen inden kampstart, afviste han idéen med et grin.
– Det kommer I helt sikkert ikke til at se mig gøre. Men god idé.
Situationen fik også håndboldekspert Lars Rasmussen til at reagere efter kampen. Ifølge Rasmussen er det problematisk, når spillere mister fodfæstet i så store kampe.
– Det ser simpelthen dumt ud, når spillere i en EM-semifinale glider rundt på reklamer. Det bliver håndbolden til grin af. Vi taler om topniveau, og så skal spillerne kunne stole på underlaget.
Eksperten mener, at situationerne fjerner fokus fra spillet og skaber unødig risiko.
– Når spillere pludselig ligger på gulvet uden kontakt, så flytter det fokus fra spillet og over på noget, der ikke burde være et tema. Det må arrangørerne simpelthen få styr på.
For Pytlick og resten af det danske hold blev episoderne dog blot endnu en forhindring, der måtte overvindes i en semifinale, hvor Danmark måtte kæmpe for hver eneste meter på banen.
Og selv om gulvet drillede undervejs, endte det alligevel med dansk jubel og en plads i EM-finalen, hvor fokus nu kan rettes mod den sidste kamp om guldet.





























