Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Sådan blev han verdens bedste: Mathias Gidsel afslører sin faste 24-timers-regel

Mathias Gidsel afslører hemmeligheden bag sin succes: En fast 24-timers-regel og kunsten at koble af gjorde ham til verdens bedste håndboldspiller.

Pasta med pesto, en gåtur, højre sko på først eller Nephew-hittet “Bazooka” på repeat i bilen mod hallen. Den danske verdensstjerne Mathias Gidsel (27) brugte i årevis oceaner af energi på at lede efter den perfekte opskrift på sportslig stabilitet.

I dag har Füchse Berlin-profilen og den tredobbelte kårede verdens bedste håndboldspiller fundet svaret, og det er ganske overraskende: Han blev markant bedre på banen, da han lærte at tænke mindre på håndbold.

I sit nyhedsbrev “Gidsel Circle” fortæller han åbent om den frustration, der prægede hans tidlige år som seniorspiller:

“Jeg har altid ledt efter opskriften på en god kamp. En god kamp, en dårlig kamp, to gode kampe, fire dårlige kampe. Det føltes tilfældigt, og det var frustrerende og forbandet hårdt.”

Vendepunktet kom gennem landsholdets sportspsykolog Martin Langagergaard og modellen “Performance Wheel”, som opererer med fire faser: forberedelse, præstation, evaluering og transfer – det vil sige bevidst at koble helt fra.

Tidligere tog Gidsel de dårlige præstationer med hjem og grublede, indtil selvtilliden smuldrede, mens de gode præstationer mindskede lysten til selvkritik og forberedelse. Derfor indførte han sin ufravigelige 24-timers-regel:

“Jeg må gerne være skuffet, hvis det gik skidt, og glad, hvis det gik godt. Jeg behøver ikke lade som om, jeg er ligeglad. Men når de 24 timer er gået, sætter jeg et flueben ved kampen og lukker den.”

I dag fylder han bevidst pauserne med golf, PlayStation, biografbesøg eller en tur i bowlinghallen sammen med vennerne:

“Jeg troede altid: Jo mere jeg tænker på håndbold, desto bedre spiller jeg. Men med 80 kampe om året kan man ikke bære rundt på hvert eneste resultat. Håndbold behøver ikke fylde alt for at betyde alt. Den dag, jeg lærte at give slip på håndbolden, var dagen, hvor jeg blev mere stabil, mere robust og den bedste udgave af mig selv – to gange om ugen.”

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder