“If itsn’t broken, don’t fix it” hører man ofte skuespillere sige i amerikanske Hollywood-film, og Gjekstad er tro mod det koncept – et landshold med så meget succes, der lige nu er regerende verdens-, europa og olympiske mestre, behøver nok ingen store revolutioner. Men intet varer evigt, topklassespilere har deres udløbstid og spillet på banen forandrer sig løbende. Og det forbereder han sig mod.
Katrine Lunde er ikke udtaget, hendes sidste kampe er planlagt til April, hvor hun vil få en flot og værdig afsked i hjembyen Kristiansand hvor det hele startede. I stedet er Eli Marie Raaschok nu blevet ubetinget førstevalg – formentlig indtil Silje Solberg dukker op i Team Esbjerg og finder sit tårnhøje niveau frem efter barsel, og June Krogh udgør den talentfulde gardering.
Med Camilla Herrems landsholdspensionering efter de olympiske lege i Paris og Sanna Solbergs graviditet, har landsholdet kun haft en venstrefløj med i truppen til VM – dengang var det Anikken Wollik, men til denne samling får Mina Hesselberg fra CS Rapid Bucuresti chancen. Dette er Norges akilleshæl set på individuelle færdigheder, men med så stærke bagspillere som Henny Reistad, Thale Deila og Nora Mørk, får de som oftest skabt så store vinkler til fløjspilleren, der kompenserer for den pågældende fløjspillers tekniske færdigheder. Dette bliver hjulpet godt på vej af de fleste modstanderforsvars håb om at samle midten og give plads på kanterne.
I fraværet af Ingvild Bakkerud og Vilde Ingstad, der begge er skadet, er der blevet plads til Larviks Julie Hullberg, der faktisk fik debut med Ole Gustav Gjekstad til Golden League. Hendes force ligger i forsvarsspillet, hvor hun faktisk kom rigtig pænt ud af de 3 kampe med et helt nyt norsk landshold – det pågældende Golden League lå sidste forår efter EM slutrunden og blev af de fleste nationer brugt til at se nye spillere an og give en pause til etablerede landsholdsspillere. Også et comeback er der til Ikasts Ane Cecilie Høgseth, ligesom Selma Henriksen er tilbage – et stort ansvar hviler derfor igen på Odenses Maren Aardahl, for ingen af de to førnævnte stregspillere er tæt på at have samme niveau.
Spillemæssigt så vi til VM en landstræner, der var meget grundig på sit basisspil – men modsat sin forgænger måske havde lagt et lille lag på spillet i både kontra- og angrebspillet. Norge løb kontra, i perioder med 7 mod 6, og det så ganske velorganiseret ud. Og der var – måske for at skåne Maren Aardahl der næsten spillede fuldtid i alle kampe – et større fokus på den bredt placerede stregspiller, der gav større rum til Thale Deila og Henny Reistad, hvor Skogrand og Mørk blev brugt som temposættere.
Så alt er nok som det plejer – Norge skal nok være i toppen igen, og spillerne virker evigt sultne, så I Nora Mørk mod Györ? Det var svært at se, at det var en spiller, der havde vundet alle titler, nogle flere gange – og som er blevet mor.
