SAH forstærker holdkortet til den kommende sæson
Emil Lærke skifter fra sommeren 2024 den tyske bundesligaklub Lemgo ud med SAH på en 2-årig kontrakt.
Det er ikke første gang, SAH stifter bekendtskab med den farlige back, og særligt én kamp fra Emil Lærkes fortid spøger stadig hos SAH. I sæsonen 21/22 tog SAH mod GOG på hjemmebane, og her bragede Emil Lærke sig ind i alles nethinde med 10 mål og en MEP på 6.75.
Peter Bredal, sportschef i SAH, husker tydeligt kampen i foråret 2022:
– Det var et meget svækket GOG-hold, der kom til Aarhus med flere skadede spillede, hvor vi helt sikkert troede, vi havde gode muligheder for at tage sejren hjem – men her havde vi ikke Emil Lærke med i ligningen, for han var virkelig ond ved os. Jeg håber, at det er hans niveau, når han spiller i Djurslands Bank Arena, for så har vi virkelig noget at se frem til.
– Vi får en både ung og erfaren tovejsspiller, der har prøvet meget. Han var en profil i den danske liga og var med til at blive dansk mester med GOG, og så kommer han hjem med to års erfaring i verdens stærkeste liga; Bundesligaen. Han er en ekstremt dygtig skytte, der kan skyde langt udefra, og han er et rigtig godt supplement til de øvrige bagspillere, vi har i truppen næste år.
Emil Lærke glæder sig til at skulle spille for SAH:
– Jeg har valgt SAH, fordi det er et spændende projekt, hvor det virker til, at der er mange ildsjæle omkring klubben, som vil fremad. Jeg har haft nogle gode snakke med Nick, som jeg har kendt i mange år, og han virker som en mand, der kan hjælpe mig med at opnå mine personlige mål, såvel som klubbens.
– Jeg glæder mig til at få en hverdag i en af Danmarks fedeste byer med nogle gode drenge, som jeg heldigvis kender en del af. Jeg håber, at jeg kan være med til at trække SAH-projektet i den rigtige retning og opad tabellen, i samarbejde med et forvejen slagkraftigt hold. Derudover glæder jeg mig til at opleve at være hjemmehold i Fælleden og Djurslands Bank Arena – det har aldrig været sjovt at komme der som udehold, og sådan skal det gerne blive ved med at være.
– Derudover har jeg også haft et ønske om at komme tættere på familien, hvilket bliver muligt ved at komme hjem til Danmark. Alt i alt synes jeg, det er et perfekt match, og jeg kan ikke vente med at komme i gang!
En ekstraordinær tak skal Jytas, AVK, Djurslands Bank, Dana Electric, A. Enggaard, Supervision Alarmteknik, DM Supply, Velosit og Stilling Køl og El have for at bakke op omkring et big player sponsorat.
Pressemeddelelse fra Skanderborg AGF Håndbold