Aalborg Håndbold sikrede sig søndag sæsonens første trofæ med en sejr på 31-28 over Skanderborg AGF i herrernes Super Cup.
Trods nederlaget var der masser af positive elementer at tage med for Skanderborg AGF-cheftræner Nick Rasmussen, som efter opgøret roste kampens intensitet og kvalitet så tidligt på sæsonen.
“Jeg synes, det var en god håndboldkamp så tidligt på sæsonen. God reklame for herrehåndbolden, og det vidner et eller andet sted om det generelt høje niveau i Danmark,” siger Nick Rasmussen til Rishøjs Corner.
Kontinuitet og tro på konceptet
Skanderborg AGF førte i store dele af første halvleg og formåede i anden halvleg at kæmpe sig tilbage i opgøret efter at have været bagud med fem mål. Ifølge cheftræneren skyldes comebacket holdets store indbyrdes kendskab og tro på egne evner:
“Det handler blandt andet om den stamme, vi har, og den tro på de ting, vi lavede sammen i sidste sæson. Uanset hvor godt eller skidt det ser ud, holder vi fast i vores spilidé. Holdet har en stor tro på de ting, vi arbejder med – uanset om vi fører med fire eller er bagud med fem og kommer op på minus én til sidst,” forklarer han.
Nick Rasmussen lægger desuden vægt på, at holdet står et godt sted defensivt, netop fordi spillertruppen ikke har gennemgået store udskiftninger over sommeren:
“Vi har selvfølgelig en fordel i forhold til sidste sæson ved, at vi ikke har så mange nye spillere. Der er ikke så stor en afgang eller tilgang, så en stor del af stammen er intakt. Det indbyrdes kendskab til hinanden defensivt skulle gerne gøre, at vi bliver et bedre forsvarshold end sidste år.”
Selvkritisk over for udvisning
Undervejs i det intense opgør modtog bænken en tominutters udvisning, hvilket cheftræneren efterfølgende ærgrede sig over:
“Det er dumt af mig, og det er åndssvagt at sætte sit hold i en situation, hvor vi skal spille en mand i undertal. Jeg må desværre betale lidt i bødekassen,” lyder det ærligt fra Rasmussen.
Jagter en plads i top-4
Efter sidste sæsons DM-sølvmedaljer er målsætningen klar for den kommende sæson, selvom cheftræneren forventer endnu hårdere konkurrence i toppen af den danske liga:
“Vi jagter semifinalerne og vil gerne med i top-4 i Danmark. Jeg synes specielt, at Skjern og GOG er blevet endnu stærkere, men afstanden mellem os og Aalborg er vel status quo, som man også kunne se på resultatet i dag. Vi sigter efter at snige os med i en semifinale igen, og så vil vi gerne præsentere os godt i Europa,” slår Nick Rasmussen fast.
SAH jagter revanche mod Aalborg i sæsonens første titelduel
Skanderborg AGF gik ind til Super Cuppen med et klart ønske om revanche efter DM-finalerne. Allerede inden kampen pegede trænerteamet på den del af spillet, der skulle bringe Aalborg under pres.
Skanderborg AGF vil bygge videre efter historisk sæson
DM-sølvet har flyttet forventningerne i Skanderborg AGF. Klubben har bevaret en stor del af stammen, men Nick Rasmussen har samtidig gjort det klart, hvad næste skridt skal være.
Skanderborg AGF ramt før Super Cup: Stor profil sidder ude
SAH måtte ovenikøbet forsøge at slå Aalborg uden Emil Lærke. Fraværet gav et andet navn markant mere ansvar i bagkæden i sæsonens første titelduel.





























