Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Scorede 15 mål: Tidligere TTH-profil i vild opvisning trods nederlag

Tidligere TTH Holstebro-profil Kevin Gulliksen bombede 15 mål ind, men Elverum tabte alligevel en vanvittig målfest med 37-39 til RK Nexe.

Tidligere TTH Holstebro-højrefløj Kevin Gulliksen leverede en helt usædvanlig præstation for norske Elverum Håndball tirsdag aften, da klubben mødte kroatiske RK Nexe i EHF European League.

Trods svimlende 15 mål fra den norske profil endte det dog med et nervepirrende nederlag på 37-39 på hjemmebane for Elverum, der ellers var gået ind til opgøret med maksimumpoint i gruppen.

Efter en tæt første halvleg, hvor Gulliksen sikrede en pauseføring på 18-17, fik det norske mandskab store problemer defensivt mod kroaterne, der var anført af en storspillende Tin Lucin med ni mål. Selvom Frederik Pedersen skabte spænding med en reducering til 37-38 i det sidste minut, lukkede Nexe kampen.

Efter slutfløjtet var det da også defensiven, der fik de hårdeste ord med på vejen af den målfarlige fløjspiller:

“Man vinder ikke, når man lukker 39 mål ind. Alle er for dårlige bagud. De er gode og rutinerede, og målvogterne får svære arbejdsbetingelser. Når man lukker 39 mål ind, vinder man aldrig,” sagde en skuffet Kevin Gulliksen til Vsport1 efter opgøret.

Nederlaget slår dog ikke nordmændene helt ud af kurs i det europæiske gruppespil:

“Nexe er rangeret som det bedste hold i puljen, og det er ingen krise, men de er endnu stærkere på hjemmebane,” konstaterede den tidligere TTH-profil.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder