Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Se højdepunkterne: Gidsels Berlin vandt pokalturneringen

Füchse Berlin vandt DHB-pokalfinalen med 42-33 over Bergischer HC efter en stærk kamp med 10 mål af Lasse Andersson og ni af Mathias Gidsel.

Füchse Berlin satte sig tungt på finalen og vandt søndag DHB-pokalen med 42-33 over Bergischer HC i Köln.

Efter en hård semifinale mod Lemgo dagen før leverede Berlin-holdet en moden og stærk finale, hvor især Lasse Andersson og Mathias Gidsel gik forrest. Andersson blev topscorer med 10 mål, mens Gidsel fulgte efter med ni. Også Hákun West av Teigum spillede en vigtig rolle med seks scoringer, og i målet stod Dejan Milosavljev med 13 redninger.

Finalen begyndte ellers tæt. Bergischer fulgte med i åbningen og fik udlignet til 5-5 efter små syv minutter, men Füchse fik gradvist sat sig på opgøret. Nils Lichtlein scorede til 8-6, og da Mathias Gidsel kort efter brød en aflevering og satte et hurtigt angreb op, begyndte Berlin at få overtaget.

Lasse Andersson var brandvarm fra start og blev ved med at finde løsninger, mens Milosavljev leverede vigtige redninger bagude. Efter 18 minutter bragte Andersson Füchse foran 13-10, og selv om Bergischer holdt sig inde i kampen, gik Berlin til pause med en solid føring på 22-17.

Efter hvilen blev afstanden hurtigt større. Gidsel åbnede anden halvleg med scoring til seksmålsføring, og selv om Füchse stadig havde tekniske fejl i spillet, var forskellen tydelig. Andersson hamrede også et underarmsskud ind med 125 kilometer i timen, og Berlin fortsatte med at holde Bergischer på afstand.

Ved 36-28 med ti minutter igen var finalen i realiteten afgjort. Nicolej Krickau kunne begynde at rotere, og alle spillere i weekendtruppen kom på banen i finalen. Füchse rundede også de 40 mål, og det er ifølge klubben første gang nogensinde, at et hold scorer så mange mål i en DHB-pokalfinale.

Dermed kunne Max Darj til sidst løfte trofæet, og Füchse Berlin sikrede sig klubbens anden pokaltitel nogensinde.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder