Der var igen drama, kaos og store følelser, da Kristianstad tvang semifinaleserien mod Alingsås ud i en afgørende femte kamp med en 36-33-sejr efter forlænget spilletid.
Men efter kampen handlede meget af snakken ikke om håndbolden.
Semifinaleserien mellem de to svenske storklubber har gennem hele sæsonen været præget af hårde dueller, gensidige stikpiller og flere røde kort, og onsdagens opgør blev ingen undtagelse.
Efter 33 minutter blev Alingsås-forsvareren Arvid Boquist sendt direkte i bad, da dommerne vurderede, at han ramte Kristianstads Axel Månsson i ansigtet i en duel. På det tidspunkt førte hjemmeholdet 19-17.
Kort forinden havde kampen allerede kogt over.
TV-billeder viste, hvordan Alingsås-profilen Samuel Lindberg tilsyneladende slog Kristianstads Einar Adalsteinsson i skridtet efter en verbal konfrontation. Episoden udløste store protester fra gæsterne, men dommerne greb aldrig ind.
“Han står helt oppe i hovedet på mig. Jeg tænker bare: stop,” sagde Lindberg efterfølgende til Handbollsligan Live om situationen.
Serien har været præget af massiv intensitet siden første kamp, og spillerne har flere gange beskyldt hinanden for filming og usportslig opførsel.
Efter Kristianstads sejr i den tredje semifinale fortalte holdets profiler blandt andet, at de havde besluttet sig for at være “svin” i serien, mens Alingsås-spillere blev beskyldt for konstant at søge udvisninger og røde kort.
Selve kampen blev endnu en tæt affære mellem de to rivaler. Ingen af holdene var foran med mere end to mål i ordinær tid, og foran 2.703 tilskuere i Estrad Arena endte kampen 30-30 efter 60 minutter.
I forlængelsen trak Kristianstad fra, anført af Axel Månsson med 13 scoringer, mens målmand Hayder Al-Khafadji leverede flere afgørende redninger.
Dermed skal semifinaleserien nu afgøres fredag i Kristianstad, hvor vinderen booker billet til finalen mod Malmö.




























