Live – Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Sidste test: KIF Kolding og TMS Ringsted i tæt opgør

KIF Kolding måtte undvære to profiler, men var alligevel tæt på at få et resultat med hjem fra Slagelse. TMS Ringsted vandt med 31-30 i sidste træningskamp før sæsonstart.

KIF Kolding sluttede lørdag eftermiddag optakten til den nye sæson med et knebent nederlag. I Spar Nord Arena i Slagelse blev det til 30-31 mod ligakollegerne fra TMS Ringsted i en kamp, hvor KIF måtte undvære to af holdets profiler; bagspillerne Cornelius Kragh og Kristoffer Vestergaard.

KIF fik ellers en stærk start på opgøret. Gæsterne førte 10-5 efter 12 minutter og havde bragt sig foran 12-8 efter 19 minutter. Mod slutningen af første halvleg vendte billedet dog. KIF begyndte selv at lave fejl, og Ringsted fik momentum. Derfor gik holdene til pause med stillingen 16-16.

Efter pausen fortsatte den tætte duel. KIF var foran 21-20 efter ti minutter, inden Ringsted igen fik overtaget. Med få minutter tilbage stod der 30-30 på tavlen. Ringsted scorede til 31-30, og KIF havde efterfølgende muligheden for at udligne, men den sidste chance blev ikke udnyttet.

Dermed måtte Anders Eggerts mandskab tage fra Slagelse med et snævert nederlag. KIF-træneren kunne dog trods resultatet se flere positive ting i holdets præstation:

“Generelt spiller vi en fin kamp, og vi har på en række områder flyttet os i den rigtige retning. I angrebet spiller vi det meste af tiden med en højrehåndet spiller på højre back, primært Hjalte Langmack og Mads Hoé Jørgensen. De gør det godt, men når man spiller med en højrehåndet spiller giver det altid en anden rytme og flow i spillet,” konstaterer KIF-træneren på klubbens hjemmeside.

KIF benyttede samtidig kampen til at give uofficiel debut til den unge højre back Jonas Simonsen, der til daglig spiller på klubbens U19-hold.

KIF har udsigt til at være stærkere besat, når de første point skal uddeles. Eggert forventer, at Kristoffer Vestergaard og Cornelius Kragh er tilbage, når KIF torsdag 20. august klokken 20:00 spiller pokalkamp mod 2. divisionsholdet Vejle Håndbold Klub i DGI Huset i Vejle.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder