Beslutningen er truffet i fælles forståelse mellem klubben og Marcus, da udsigten til den ønskede spilletid fremadrettet er begrænset.
Marcus Andersen kom til TM Tønder fra Odder Håndbold, hvor han havde gennemgået en flot udvikling og markeret sig som en spændende offensiv spiller med både målfarlighed og gode spillemæssige kvaliteter. Desværre har tiden i TM Tønder været præget af flere skader – Marcus har samlet spillet under 10 turneringskampe i sin tid i TM Tønder. Skaderne har samtidig betydet, at det har været vanskeligt for Marcus at finde kontinuitet og derved for alvor få mulighed for at vise sit potentiale på banen.
Sportschef Steen Thomsen ærgrer sig over, at samarbejdet desværre ikke har udviklet sig som håbet, men understreger samtidig, at Marcus har efterladt et særdeles positivt indtryk i klubben.
”Vi havde store forventninger til Marcus, da vi hentede ham til TM Tønder, og vi er fortsat overbeviste om, at han besidder nogle rigtig spændende håndboldmæssige kvaliteter. Desværre har han været utrolig uheldig med skader, som har gjort det svært for ham at få den kontinuitet, der er nødvendig for at slå igennem. Det er rigtig ærgerligt – både for Marcus og for os som klub,” fortæller Steen Thomsen i en pressemeddelse.
Sportschefen fremhæver samtidig Marcus’ indstilling og engagement gennem hele forløbet.
”Marcus har fra første dag gjort et særdeles godt indtryk på os. Han er en fantastisk rar person, som har bidraget positivt til truppen og fællesskabet, og som hele vejen igennem har udvist en professionel og positiv indstilling – også når skaderne har gjort det svært. Det har vi stor respekt for.
Marcus er også på et tidspunkt i sin karriere, hvor det er vigtigt, at han får mulighed for at spille håndbold og fortsætte sin udvikling. Med den situation, vi står i, kan vi desværre ikke tilbyde ham den spilletid, han har brug for. Derfor er vi i fællesskab nået frem til, at det er den rigtige beslutning at gå hver til sit. Det ændrer dog ikke på, at vi har været rigtig glade for at have Marcus i klubben,” siger Steen Thomsen.
TM Tønder Håndbold takker Marcus Andersen for hans indsats, engagement og positive bidrag til klubben og ønsker ham alt det bedste fremover – både på og uden for håndboldbanen.





























