Djurslands Bank Arena beholder sit navn i de kommende år.
Skanderborg AGF Håndbold, Bakken Bears og Aarhus Håndbold har indgået en ny aftale med Djurslands Bank, der forlænger navnerettighederne til arenaen i Kongelunden i Aarhus med yderligere fem år.
Det oplyser Skanderborg AGF på klubbens hjemmeside.
Aftalen bygger videre på det partnerskab, der blev indgået i 2023, og som siden har været med til at samle eliteidræt, oplevelser og publikum i Aarhus. Arenaen bruges til daglig af Skanderborg AGF Håndbold, Bakken Bears og Aarhus Håndbold og er blevet et centralt sted for både sport og større arrangementer.
Hos Djurslands Bank ser man forlængelsen som en naturlig fortsættelse af samarbejdet.
“Djurslands Bank Arena er et vigtigt samarbejde for Djurslands Bank, som Byens Bank i Aarhus, den lokale bank med rødderne dybt forankret i Østjylland, på Djursland og ikke mindst i Aarhus, hvor mange af bankens filialer er forankret,” siger bankdirektør Sigurd Simmelsgaard til Skanderborg AGF’s hjemmeside.
Han peger på, at banken ønsker at være til stede i de områder, hvor den driver sin forretning.
“Som Byens Bank bidrager vi, der hvor vi driver vores forretning, og investerer i områdets udvikling herunder i kulturlivet, idrætten og alle de aktiviteter, der foregår i Djurslands Bank Arena,” siger han.
Samtidig ser banken frem mod udviklingen i området omkring Kongelunden, hvor Sportens Hus bliver en del af de nye rammer.
“Vi glæder os til, at rammerne og faciliteterne i det nye Kongelunden snart står færdige med Djurslands Bank Arena, der kommer til at huse Sportens Hus, og som vil skabe endnu bedre muligheder for både sport og oplevelser,” siger Sigurd Simmelsgaard.
For klubberne er aftalen også et vigtigt element i arbejdet med at udvikle rammerne i Kongelunden.
“Vi er glade for, at Djurslands Bank fortsætter som navnesponsor for arenaen. Det er et partnerskab, der betyder meget, både for byens klubber og for de mange fans, der har gjort arenaen til et samlingspunkt for sport og fællesskab i Aarhus,” siger direktør i Skanderborg AGF Håndbold, Mads Lind, på vegne af Skanderborg AGF Håndbold, Bakken Bears og Aarhus Håndbold.
Han ser samtidig muligheder for at skabe mere liv omkring arenaen i de kommende år.
“Sammen ser vi frem til at skabe endnu mere liv i hallen, udvikle spændende content og gennemføre fantastiske events, som løfter oplevelsen for både tilskuere og samarbejdspartnere,” siger Mads Lind.
Med den nye aftale fortsætter Djurslands Bank Arena som en markant del af Aarhus’ sports- og kulturliv. Ambitionen er fortsat at styrke arenaens rolle som et samlingspunkt for sport, fællesskab og oplevelser i Østjylland.





























