Ligamandskabet fra Skjern Håndbold kunne onsdag aften fejre en sejr i deres første gældende kamp i sæsonen 2021/2022.
På udebane tørnede Claus Dalgaard-Hansens tropper sammen med 1. divisionsholdet fra IK Skovbakken, da de to mandskaber stødte sammen i 1/8-finalerne i Santander Cup.
I Vejlby-Risskov Hallerne levede de grønblusede vestjyder op til favoritværdigheden, da der efter 60 minutters spil stod 28-34 på måltavlen efter en pauseføring på 12-17.
Se kampen i tal herunder:
IK Skovbakken : Emil Sidelmann 6, Tobias Jørgensen 5, Markus Skov 4, Christian Meklenborg 4, Carl Søndergaard 3, Mads Guldborg 2, Mikkel Hansen 1, Mikkel Pedersen 1, Rasmus Mørup 1, Daniel Glud 1.
Skjern Håndbold : Eivind Tangen 6, Lasse Mikkelsen 5, Jesper Konradsson 4, Emil Bergholt 4, Oliver Norlyk 3, Senjamin Buric 3, Jakob Rasmussen 2, Rene Rasmussen 2, Jørgen Rasmussen 1, Mikkel Lang 1, Lasse Uth 1, Christoffer Bonde 1, Alfred Jönsson 1.
Christoffer Bonde, som fik sin officielle debut i Skjern-trøjen, vil ikke nøjes og sigter efter at nå hele vejen til Final4-weekenden.
“Vi fik det, som vi kom efter. Videre avancement til kvartfinalerne og alle mand kom i spil. Men målet er langt fra nået endnu. Vi skal i Final4 – og det er vi kun 60 minutter fra”, siger han til klubbens hjemmeside.
Christoffer Bonde og co. spiller deres første ligakamp på lørdag, hvor de på udebane krydser klinger med TMS Ringsted.




























