Frankrig er færdige ved EM efter nederlag i mellemrunden til Danmark, Spanien og Tyskland. Dermed glippede også den sidste mulighed for en plads i semifinalen, hvor en sejr over tyskerne ellers ville have sendt franskmændene videre til et opgør mod Kroatien. Sådan gik det ikke.
Nederlaget fik ikke kun sportslige konsekvenser. De franske håndboldherrer havde ganske enkelt ikke regnet med at være færdige før finaleweekenden og havde derfor ikke booket hjemrejse. Det betød, at holdet efter det skuffende exit måtte blive i Danmark en ekstra dag.
Ifølge det franske medie Ouest France var der ingen ledige flyafgange torsdag. Derfor blev franskmændene i landet hele dagen og kunne først rejse hjem fredag.
Den franske stab måtte i hast finde et hotel, så spillerne kunne få endnu en overnatning i Danmark. Et uventet og symbolsk punktum for et EM, der endte langt fra ambitionerne.





























