Montenegros håndboldforbund (RSCG) har officielt præsenteret nationens mest succesfulde landstræner nogensinde, Zoran Roganović, som ny mand i spidsen for herrelandsholdet, mens den mangeårige anfører Vasko Ševaljević samtidig tiltræder som overordnet koordinator for alle mandlige ungdomslandshold. Ansættelsen sker som led i en langsigtet strategi, der skal bygge en stærk, rød tråd fra talentarbejdet direkte op til A-landsholdet.
Det montenegrinske landshold har stået uden landstræner siden juli, hvor kontrakten med den franske legende Didier Dinart udløb.
Med ansættelsen af Roganović vender en yderst velkendt skikkelse tilbage til bænken. I sin første periode som landstræner fra august 2018 til januar 2023 stod han i spidsen for mandskabet ved tre slutrunder og førte i 2022 Montenegro frem til nationens hidtil bedste placering nogensinde med en 11.-plads ved EM.
Hovedpersonen selv glæder sig over sit comeback og ser frem mod den nye opgave med stor optimisme.
“Jeg er utrolig glad for at vende tilbage. Første gang jeg overtog holdet, havde jeg en enorm drøm om, at vi skulle skabe noget stort sammen, og det lykkedes os. Nu står vi over for en ny udfordring med en ny generation af spillere, men følelsen ved at bære Montenegros trøje er altid den samme. Det er ikke bare et arbejde eller almindelig håndbold; det er et ansvar over for nationen, tilhængerne og alle, der elsker dette landshold. Vi har et stort stykke arbejde foran os, men også kvaliteten og potentialet til at tro på det. Jeg vender tilbage topmotiveret for at bygge et hold, der kæmper om hvert eneste mål til sidste sekund,” fastslår Zoran Roganović.
På ungdomssiden får den tidligere profil Vasko Ševaljević ansvaret for at ensrette spillestil og talentudvikling. Ševaljević, der efter sin aktive karriere stiftede klubben RK Kotor og tidligere har fungeret som landsholdsdirektør samt assistent under Dinart, skal sikre, at landets største talenter sluses gnidningsfrit ind omkring seniorlandsholdet.
Roganović får sit officielle comeback på bænken den 5. november, når Montenegro åbner EM-kvalifikationen mod Ungarn på udebane i en pulje, der desuden tæller Færøerne og Kosovo.
Olympisk mester bliver ny landstræner for Montenegro
Didier Dinart overtog Montenegro i 2024 med målet om at løfte nationen internationalt. Nu er franskmandens tid slut, og Zoran Roganović vender tilbage til posten.
Fransk håndboldlegende bliver ny landstræner for miniputnation
Didier Dinart forlod denne sommer Montenegro efter VM-playoffkampene mod Slovenien. Han fortsatte derefter som ny landstræner for Luxembourg.
Vasko Sevaljevic🇲🇪
Den mangeårige montenegrinske landsholdsprofil Vasko Ševaljević får samtidig en central rolle omkring de yngre herrelandshold og skal være med til at skabe en tydeligere vej frem mod seniorlandsholdet.





























