Sønderjyske kommer med fornyet selvtillid, når TMS Ringsted fredag aften gæster Sydjysk Sparekasse Skansen.
De lyseblå hentede senest en dramatisk 30-31-sejr på udebane mod Fredericia HK, hvor holdet sluttede stærkt og sikrede sig de to point.
Nu venter en ny vigtig opgave mod TMS Ringsted, der senest måtte se sig besejret med 30-36 af Aalborg Håndbold. Ringsted var ellers foran 17-16 ved pausen, men måtte til sidst se sig slået af et stærkt Aalborg hold.
Selvom TMS Ringsted ligger sidst i tabellen, forventer Sønderjyske ikke en nem kamp. Det understreger bagspilleren Rasmus Madsen, som samtidig peger på en bestemt spiller, der kræver ekstra opmærksomhed.
“Vi skal møde et TMS-hold, som godt nok ligger sidst i tabellen, men som i de fleste kampe har bidt godt fra sig. Så vi skal være klar hele vejen igennem – også på en meget velspillende Rasmus Graffe, som er topscorer i ligaen – ham skal vi i hvert fald have stoppet.” fortæller han til Sønderjyskes hjemmeside.
Dermed er opgaven klar for Sønderjyske, som skal forsøge at følge op på den stærke præstation i Fredericia og hente endnu en sejr.





























