Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Sønderjyske får ny formand og direktør

Sønderjyske Kvindehåndbold skifter ud i toppen, hvor Hans Henrik Damgaard stopper som formand, Per Rasmussen stopper som direktør, og Jacob Thue Poulsen bliver ny bestyrelsesformand.

Sønderjyske Kvindehåndbold går ind i en ny fase.

Efter 18 år som bestyrelsesformand giver Hans Henrik Damgaard stafetten videre til Jacob Thue Poulsen. Samtidig stopper Per Rasmussen som direktør og fortsætter i stedet i bestyrelsen, mens Henrik B.S. Thomsen bliver ny direktør.

Det oplyser Sønderjyske Kvindehåndbold på klubbens hjemmeside.

Hans Henrik Damgaard fortsætter som bestyrelsesmedlem og peger på, at tidspunktet er naturligt, nu hvor klubben har fået nye ejere.

“Sønderjyske Kvindehåndbold har betydet utrolig meget for mig gennem årene, og jeg har været stolt af at være en del af den rejse, klubben har været på. Jeg skylder en stor tak til de mange frivillige og alle i og omkring klubben. Vi er blevet et etableret ligahold med deltagelse i slutspillet tre sæsoner i træk, og med en ny ejerkreds på plads føler jeg, at tidspunktet er det rigtige til at give stafetten videre. Klubben står et godt sted, og jeg glæder mig over fortsat at kunne bidrage som medlem af bestyrelsen”, siger Hans Henrik Damgaard.

Per Rasmussen ser tilbage på et tæt samarbejde med den afgående formand.

“Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Hans Henrik i en periode med store forandringer. Han har været en stærk sparringspartner, og hans engagement har haft enorm betydning for klubbens udvikling gennem årene. Derfor er jeg også glad for, at vi fortsat kan arbejde sammen i bestyrelsen”, siger Per Rasmussen.

Den nye formand, Jacob Thue Poulsen, fremhæver, at klubben ikke skal begynde forfra, men bygge videre på det fundament, der allerede er skabt.

“Vi overtager ikke en klub, der skal startes forfra. Vi overtager en klub med stærke værdier, engagerede mennesker og et godt fundament. Det fundament vil vi bygge videre på og samtidig styrke organisationen yderligere”, siger Jacob Thue Poulsen.

Bestyrelsen udvides samtidig til otte medlemmer. Tidligere næstformand Tom Lauritzen udtræder af bestyrelsen.

Ny bestyrelse i Sønderjyske Kvindehåndbold A/S:

Formand:
Jacob Thue Poulsen

Næstformand:
Jon Einarsson

Bestyrelsesmedlemmer:
Henrik B.S. Thomsen
Kent Nielsen
Hans Henrik Damgaard
Per Rasmussen
Erik Skov
Helle Paulsen Lorenzen

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder