Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Sønderjyske henter spiller hos ligakonkurrent

Sønderjyske Kvindehåndbold henter Nicoline Lauritsen fra Skanderborg på en toårig aftale efter en stærk sæson i Bambuni Kvindeligaen.

Sønderjyske Kvindehåndbold har fundet en ny bagspiller.

Klubben har skrevet en toårig kontrakt med 22-årige Nicoline Lauritsen, der skifter fra Skanderborg Håndbold fra den kommende sæson.

Lauritsen har haft en stærk sæson i Bambuni Kvindeligaen, hvor hun i 30 kampe har lavet 133 mål og 86 assists med en scoringsprocent på 62.

“Jeg har valgt Sønderjyske Kvindehåndbold, fordi jeg synes, klubben har et spændende, ambitiøst og professionelt setup, som jeg rigtig gerne vil udfordre mig selv i. Jeg ser frem til at lære pigerne, staben og menneskene omkring klubben at kende og håber at kunne bidrage med en masse fart og dueller i den lyseblå trøje,” siger Nicoline Lauritsen i en pressemeddelelse.

I Sønderjyske bliver hun genforenet med Kim Johansen, der bliver kommende cheftræner og sportschef i klubben.

“Jeg kender Nicoline rigtig godt fra Skanderborg, hvor jeg har fulgt hendes udvikling tæt. Hun har kun spillet to år i ligaen, men præsterer allerede på et meget højt niveau. Hun har taget stort ansvar i denne sæson og har både scoret mange mål og udviklet sig markant i sit assistspil. Samtidig har hun en meget lav spildprocent,” siger Kim Johansen.

Han ser Lauritsen som en spiller, der passer ind i den retning, Sønderjyske vil bygge videre på.

“Hun er stadig kun 22 år og har fortsat en del at lære, men hun har nogle rigtig spændende kvaliteter. Hun passer godt ind i det, vi gerne vil bygge op i Sønderjyske Kvindehåndbold, og det bliver spændende at arbejde videre med hende,” siger Kim Johansen.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder