Live – Mest læste Håndboldnyheder

janp

Sønderjyske skuffer i slutfasen: – Vi mangler kynisme og selvtillid

Sønderjyske Herrehåndbold måtte nøjes med 30-30 mod Grindsted på udebane. Cheftræner Rasmus Vandbæk frustreret over de ikke fik lukket kampen.

Sønderjyske Herrehåndbolds besøg i Lyng-hallen endte med en skuffende pointdeling, da bundproppen GGIF Grindsted fik udlignet til 30-30 i weekendens opgør i Bambuni Herreligaen.

De lyseblå gæster kom godt fra start og havde styr på spillet i store dele af kampen. Efter en lovende første halvleg gik Sønderjyske til pause med fire mål foran, 17-13, og fortsatte efter pausen med at fastholde en føring på tre-fire mål.

Sønderjyderne lykkedes dog ikke med at lukke kampen. Grindsted kæmpede sig tilbage, fik udlignet og havde endda mulighed for at stjæle sejren i de sidste sekunder.

Se kampen i tal HER

Sønderjyske-træneren Rasmus Vandbæk var tydeligt frustreret over den tabte føring:

“Vi må erkende, at vi har svært ved at få lukket kampene. Overordnet spiller vi egentlig en flot kamp med de ressourcer, vi har til rådighed, og vi skaber rigeligt med chancer. Men vi brænder for mange frie afslutninger gennem hele kampen, og det bliver meget dyrt for os. I slutfasen laver vi simpelthen for mange fejl, og lige nu mangler vi den sidste kynisme og selvtillid til at afgøre kampene.”, siger han til klubbens hjemmeside.

Næste opgave for Sønderjyske Herrehåndbold er på fredag, hvor de på hjemmebane krydser klinger med Skanderborg AGF Håndbold.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder