Joaquim Nazaré er på vej videre fra Skjern.
Den portugisiske højre back er solgt til Benfica, og nu skal livet i Vestjylland pakkes sammen. Det gælder også hans næsten nye racercykel.
Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern har Nazaré været forbi Sahl Cykler & Legetøj i Skjern, hvor han i sin tid købte cyklen. Her har indehaver Uffe Mikkelsen lovet at hjælpe den afgående Skjern-spiller med at få den solgt og derefter sende pengene videre til ham.
Der er tale om en Scott-racercykel, som har en værdi på knap 40.000 kroner. Cyklen har blot kørt omkring 150 kilometer, men sælges nu for 24.999 kroner inklusive hjelm, pedaler og udstyr.
Som en ekstra detalje har Nazaré sat sin autograf på cyklen.
“Jeg sagde til ham, at han skulle skrive en autograf på den. Vi står sammen om håndbolden i Skjern, og jeg tænkte, at der måske var nogen, der syntes, det var lidt skægt”, siger Uffe Mikkelsen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Nazaré havde ellers forlænget sin aftale med Skjern med et år, men klubben har solgt ham til Benfica mod kompensation. Nu fortsætter karrieren i hjemlandet, mens en lille del af tiden i Skjern altså bliver stående i cykelbutikken lidt endnu.





























