Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Spændende nyheder fra dansk topklub

Odense Håndbold henter den 27-årige norske playmaker Helene Fauske og samtidigt er vi lykkedes med at forlænge kontrakten med Helena Elver til 2026. 

Helene Fauske kommer til Odense Håndbold fra franske Neptunes de Nantes, og har skrevet under på en
treårig aftale med Odense Håndbold.

Sportsdirektør, i Odense Håndbold, Trine Nielsen udtaler:

“Kombinationen af Elver og Fauske ser jeg som en helt perfekt blanding til vores angreb. To meget forskellige
spiltyper, der med hver deres spidskompetencer vil sætte mange forsvar under pres. Begge er målfarlige, men med
blik for holdkammeraterne, den gode beslutning og det hurtige spil. At hente Helene Fauske hjem til Danmark har stået rigtig højt på listen for os. Hun har en utrolig målfarlighed og et super godt blik for spillet og kan i form af sin skudkraft tilføre vores playmaker position nogle helt andre dimensioner.

Forlængelsen af Elver lå lige til højrebenet. Hun er en stor profil for os både på- og udenfor banen. Elvers evne til at
bringe fart ind i spillet og finde selv de mindste huller i forsvaret, gør hende til en evig trussel mod alle
modstandere.”

Helene Fauske har tidligere tørnet ud for Brest Bretagne, samt det tidligere Herning/Ikast Håndbold, hvor hun
spillede i fire sæsoner. Om skiftet- og sin tilbagevenden til dansk håndbold fortæller Helene Fauske:

”Jeg ser frem til comeback i den danske liga, nu i den orange trøje. Det er en super spændende mulighed for mig, at
blive en del af Odense Håndbold, der har et imponerende hold af topspillere, dygtige trænere og støttende fans som alle deler mine håndbolddrømme. Jeg glæder mig til at være en del af rejsen mod endnu større mål og drømme.”

Helena Elver har været i Odense Håndbold siden 2020, og har været et vigtigt aktiv både på- og udenfor banen. Om
sin forlængelse fortæller Helena Elver:

“Odense er blevet mit andet hjem, og jeg ser frem til at trække den orange trøje over hovedet igen i den kommende
sæson. Gennem årene her, har jeg ikke blot udviklet mig som spiller, men også som person, takket være den utrolige støtte fra klubben, mine holdkammerater og ikke mindst vores fantastiske fans. Klubbens ambitioner afspejler mine egne, og jeg ser frem til at bidrage til vores fælles mål og fortsætte min udvikling her.”

Tilgangen af Helene Fauske og forlængelsen af Helena Elver betyder samtidigt et farvel til Larissa Nusser og Mia Rej, som stopper i Odense Håndbold efter indeværende sæson. Sportsdirektør, i Odense Håndbold, Trine Nielsen udtaler:

“Vi har været utrolig glade for både Mia Rej og Larissa Nusser, som har leveret flot i den orange trøje, men som også
begge har været plaget af skader i deres tid i klubben. Larissa er et stort talent, men vi må også bare erkende at
spilletiden i denne sæson ikke har været stor, og det naturlige valg vil være mere spilletid i en anden klub. Jeg er
sikker på at vi kommer til at se Larissa på den internationale scene i mange år fremadrettet. For Mia Rejs
vedkommende, så er det jo en kæmpe kapacitet- og personlighed vi tager afsked med, og havde Rej stået skadesfri,
ville hun have været en kæmpe gevinst for holdet. Jeg håber inderligt på at Rej finder vej tilbage til håndboldbanen
på den måde hun ønsker det, for det fortjener hun i den grad efter både skader og graviditet.”
 
 

Live - Sportsnyheder