Med tolv klubber i otte forskellige lande på cv’et har den tyske europamester fra 2016, Christian Dissinger, prøvet det meste. Alligevel har karrierens seneste stop i ørkenstaten Kuwait budt på oplevelser ud over det sædvanlige for den 34-årige bagspiller.
Dissinger tørner i dag ud for Kazma SC i hovedstaden Kuwait City, hvor de ekstreme vejrforhold sætter dagsordenen både på og uden for banen.
“Her er 45 grader lige nu. Indtil for ti dage siden havde vi 52 grader. Havet er omkring 36-37 grader varmt, så det er heller ikke ligefrem forfriskende,” fortæller Dissinger med et grin i et interview med mediet handball-world.
Den tidligere Bundesliga-profil, der tidligere har spillet i blandt andet Tyskland, Schweiz, Nordmakedonien, Rumænien, Qatar, Ungarn og Spanien, lægger ikke skjul på, hvad der lokkede ham til Mellemøsten i juli:
“Det økonomiske er den ene del, og det vil jeg slet ikke lægge skjul på. Men omvendt har jeg på alle mine stop fået fantastiske oplevelser uden for håndboldbanen, som har udvidet min personlige horisont,” forklarer han ærligt.
Udover hedebølgen og savnet af ordentligt rugbrød har den største udfordring dog været en markant omlægning af den daglige træningsrytme:
“Man er nødt til at køre en helt anden døgnrytme, og det er den største omstilling her. Vi træner først med holdet klokken 19 om aftenen. Timerne op til skal jo fordrives på en eller anden måde. Det er ikke slemt, men for en håndboldprofessionel er det meget uvant. Grunden til, at vi først træner så sent, er, at de lokale spillere skal passe deres civile arbejde i løbet af dagen. Det var det samme, da jeg spillede i Qatar,” slutter Dissinger.
Opsigtsvækkende transfer: EM-guldvinder fra “Bad Boys”-holdet i utraditionelt klubskifte kort før sæsonstart
Christian Dissinger forlod i sommer Györ til fordel for Kazma SC i Kuwait og tog dermed hul på endnu et usædvanligt kapitel i en karriere, der allerede har bragt ham gennem en lang række lande.
Christian Dissinger
Den tidligere tyske landsholdsback har blandt andet en fortid i THW Kiel og Kadetten Schaffhausen og var med til at vinde EM-guld med Tyskland i 2016.
Håndbold EM
Dissinger var en del af det tyske landshold, der overraskede håndboldeuropa og sikrede sig EM-titlen i 2016, før karrieren siden har ført ham stadig længere væk fra Bundesligaen.





























