Füchse Berlin går ind til den kommende sæson uden Lasse Andersson.
Den danske bagspiller har forladt den tyske pokalvinder og skifter til HØJ Elite, og dermed mister Füchse en markant profil i venstre back-positionen.
På længere sigt er en dansk afløser allerede på plads. Simon Pytlick skifter som bekendt til Füchse Berlin i 2027, men spørgsmålet er, hvordan klubben løser positionen i sæsonen 2026/27.
Aktuelt ligner Matthes Langhoff førstevalget i venstre back.
“Vi har maksimal tillid til Matthes Langhoff,” siger Füchse-manager Bob Hanning ifølge Handball-World.
Derudover har klubben hentet Frederik Simak tilbage. Ifølge Hanning har Füchse meget store forhåbninger til ham som hybridspiller. Simak er først og fremmest defensivspecialist, men kan offensivt bruges både i bagkæden og på stregen.
Det er dog ikke sikkert, at Füchse henter en direkte erstatning udefra.
“Hvis den rigtige løsning ikke er der, så gør vi hellere ingenting,” siger Füchse-træner og sportsdirektør Nicolej Krickau.
Ifølge Handball-World kan det i så fald betyde, at Berlin-klubben justerer sæsonmålene ned.
Lasse Andersson er ikke den eneste nøglespiller, der har forladt Füchse. Keeperen Dejan Milosavljev er skiftet til Industria Kielce, mens Andreas Palicka er hentet ind som afløser. Samtidig ventes Lasse Ludwig at få mere spilletid.
Füchse har dog allerede store navne på vej. I 2027 kommer både Simon Pytlick og Dika Mem til klubben.
Füchse Berlins trup for 2026/27 ifølge Handball-World:
| Spiller | Position | Kontrakt |
|---|---|---|
| Lasse Ludwig | Keeper | 2030 |
| Andreas Palicka | Keeper | 2027 |
| Aitor Ariño | Venstre fløj | 2028 |
| Tim Freihöfer | Venstre fløj | 2030 |
| Lauro Pichiri | Venstre back | 2027 |
| Matthes Langhoff | Venstre back | 2030 |
| Frederik Simak | Venstre back/stregspiller | 2029 |
| Tobias Grøndahl | Playmaker | 2028 |
| Nils Lichtlein | Playmaker | 2030 |
| Fabian Wiede | Højre back | 2027 |
| Mathias Gidsel | Højre back | 2029 |
| Leo Prantner | Højre fløj | 2029 |
| Hákun West av Teigum | Højre fløj | 2028 |
| Max Darj | Stregspiller | 2028 |
| Mijajlo Marsenic | Stregspiller | 2027 |
| Nicolej Krickau | Cheftræner | 2028 |




























