Paris Saint-Germain fortsætter de solide takter i den franske liga, hvor cheftræner Stefan Madsen og mandskabet lørdag aften sikrede sig en overbevisende sejr på 29-23 over Toulouse i Stade Pierre de Coubertin.
Gæsterne kom ellers med frisk selvtillid efter en stærk indsats mod Nantes, men pariserne holdt kontrollen gennem hele opgøret. Den danske cheftræner fremhæver især truppens modenhed og bredde:
“Vi så Toulouses kamp mod Nantes; de spillede rigtig godt. De kæmpede lidt i starten af sæsonen, men har fundet rytmen nu. De er meget hurtige og fysisk stærke, men vores spillere leverede en rigtig god præstation i dag med stor disciplin og fokus. Vi er tilfredse, og nu kan vi hvile ud i morgen, før arbejdet fortsætter i næste uge. Jeg synes, holdet er i god balance. Der er mange spillere, der får værdifuld spilletid og arbejder hårdt,” siger Stefan Madsen til klubbens hjemmeside.
Med de to point bevarer Stefan Madsens tropper momentum i toppen af den franske række forud for en ny travl uge på både den nationale og europæiske scene.





























