Paris Saint-Germain fortsætter de overbevisende takter i Frankrig, hvor søndagens 35-26-sejr over Chartres markerede klubbens tredje triumf på blot én uge i Stade Pierre de Coubertin.
Den 54-årige danske cheftræner Stefan Madsen benyttede opgøret til at rotere i truppen og fordele kræfterne forud for det tætte efterårsprogram. Efter slutfløjt udtrykte han stor tilfredshed med præstationen hos de spillere, der trådte ind og greb chancen, udtaler han til klubbens hjemmeside:
“Jeg er virkelig glad i dag. Endnu en gang så jeg et hold med en fantastisk gejst. Vi har mange kampe at spille i denne sæson, og vi har brug for, at alle spillere får noget spilletid. Jeg var meget tilfreds med de individuelle præstationer fra nogle af de spillere, som har haft mindre spilletid hidtil. Nogle gange er det bedre at spille kampe lige efter hinanden for at holde rytmen, men det er også rart at have en uge til at forberede sig. Det bliver ikke nemt mod Limoges, men vi restituerer, og så er vi klar.”
Med tre sejre i tre ligarunder har Stefan Madsen fået en perfekt start på tilværelsen i spidsen for det parisiske stjernemandskab, der nu kan se frem mod næste opgave mod Limoges Handball.




























