Bjerringbro-Silkeborg sikrede sig mandag aften en uhyre vigtig 28-26-sejr over Fredericia Håndboldklub, og i slutfasen var det målmand Marko Roganovic, der stjal overskrifterne.
Da FHK i kampens døende minutter havde muligheden for at udligne, trådte svenskeren med rødder på Balkan for alvor i karakter. Med en fænomenal dobbeltredning pillede han pynten af gæsterne og banede vejen for, at BSH kunne køre de to point i hus.
Den afgørende pragtpræstation vækker enorm begejstring i BSH-lejren, hvor holdkammeraten Patrick Boldsen ikke sparer på de store roser i et interview med Sport Silkeborg:
“Marko er verdensklasse. Han gør det godt til træning, og han gør det godt, når han får chancen i kampene. Nu er der blevet lidt mere kamp om pladsen, men kæmpe respekt til ham. Han gjorde det, han skulle, og det er vi megaglade for,” siger Patrick Boldsen til Sport Silkeborg.




























