Füchse Berlin tabte igen til SC Magdeburg.
Efter nederlaget i Super Cup blev hovedstadsklubben også slået i Bundesliga-topkampen i GETEC Arena, hvor Magdeburg vandt 36-32 efter en intens kamp, der længe var helt åben.
Füchse førte faktisk 14-13 ved pausen og viste langt flere offensive muligheder end i Super Cup. Syv mod seks-spillet fungerede i perioder, Tobias Gröndahl styrede angrebet bedre, Matthes Langhoff blev igen farlig, og Mathias Gidsel endte med syv mål.
Alligevel gled kampen væk efter pausen.
Frederik Simak fik rødt kort kort før pausen, og i anden halvleg fik Magdeburg bedre fat. Sergey Kuzmanovic kom ind i målet og ændrede kampbilledet, mens Gisli Kristjansson og Magnus Saugstrup blev en stærk akse for hjemmeholdet.
“Syv mod seks – vi skal have et svar nu,” lød det fra Nicolej Krickau undervejs ifølge handball-world.news.
Svaret kom aldrig rigtigt.
Magdeburg trak fra, og selv om Kristjansson også fik rødt kort i slutfasen, holdt de tyske mestre fast og vandt med fire.
For Füchse er nederlaget dog ikke bare interessant som en enkelt topkamp. Det handler om, hvad denne sæson skal ende med.
Hvis der er én klub, der må ligge foran Füchse Berlin i Bundesligaen, er det SC Magdeburg. De har kvalitet, kontinuitet og et ekstremt højt topniveau. Men derefter bør Füchse ikke acceptere mange forklaringer.
Champions League-kvalifikation er simpelthen alt afgørende.
Klubben står foran en periode, hvor ambitionerne bliver endnu større. Med stjerner som Dika Mem, Simon Pytlick og Theo Monar på vej ind i projektet vil det være et markant slag, hvis forarbejdet ikke bliver gjort i denne sæson.
For hvad hjælper det at hente spillere fra allerøverste hylde, hvis klubben ender uden for Europas fineste turnering?
Et Füchse-hold med Gidsel, Pytlick, Mem og flere andre profiler hører hjemme i Champions League. Ikke i European League. Derfor vil en sæson uden kvalifikation til den europæiske topturnering være ekstremt skuffende for et projekt, der ellers ligner et af de mest ambitiøse i europæisk håndbold.
Der var positive tegn mod Magdeburg. Füchse var bedre taktisk end i Super Cup, syv mod seks-spillet gav noget, og flere spillere tog ansvar omkring Gidsel.
Men resultatet står tilbage.
SC Magdeburg må gerne være foran. Resten skal Füchse helst holde bag sig, hvis det store projekt ikke skal begynde næste sommer med en europæisk skuffelse som bagtæppe.




























