Mads Mensah står fast på sin beslutning om at stoppe på landsholdet, selvom landstræner Nikolaj Jacobsen tidligere har givet udtryk for, at han mener, det er for tidligt.
Efter EM-guldet og meldingen om, at Mensah indstiller sin landsholdskarriere, har Jacobsen åbnet døren på klem for et comeback. Det ændrer dog ikke på Mensahs egen vurdering af situationen.
Til TV 2 SPORT forklarer den rutinerede bagspiller, at tidspunktet føles rigtigt for ham.
“Jeg er egentlig glad nok for, at Nikolaj heller ikke synes, at det behøves at være helt forbi. Men jeg tror egentlig, at det, der betyder mest, er at stoppe på det rigtige tidspunkt. Det føler jeg, at det er nu. Jeg tror heller ikke, at Nikolaj er helt uenig i de tanker, jeg har gjort mig omkring det.”




























