I dag omtaler han stedet som sit hjem – og håber, at det også bliver dér, han en dag siger stop.
“Jeg vil gerne slutte min karriere i Barça,” siger den franske bagspiller i et interview med Mundo Deportivo forud for Copa de España og understreger, at ønsket rækker ud over den nuværende kontrakt, der løber til sommeren 2027.
N’Guessan har efterhånden vundet det meste, både med klub og landshold. I efteråret 2024 satte han punktum for sin tid på det franske landshold efter triumfer ved OL, VM og EM. Beslutningen var gennemtænkt og handlede ikke mindst om kroppen og behovet for at skrue ned.
“Jeg har haft mange skader, og der har været enormt mange kampe. Samtidig havde jeg brug for at få noget tid tilbage med familien. Jeg er helt afklaret med beslutningen,” forklarer han.
Selv om han ikke længere er en del af landsholdet, følger han fortsat sporten tæt. EM-slutrunden har han set med stor interesse, især de franske kampe, men også andre hold har fanget hans opmærksomhed.
“Portugal overraskede mig, især sejren over Danmark. Og Island gjorde det også godt. Begge hold leverede et stærkt mesterskab,” siger han.
I Barcelona deler han hverdag med flere profiler, blandt andre Dika Mem, der allerede har meddelt, at han forlader klubben i 2027. En beslutning, N’Guessan har haft indsigt i længe og møder med respekt.
“Det er en personlig beslutning. Jeg respekterer den fuldt ud. Han er en ven og en fantastisk holdkammerat, og jeg er sikker på, at han vil give alt for at vinde flere titler, inden han stopper her,” siger N’Guessan.
Han lægger ikke skjul på, at Mem bliver svær at erstatte.
“Han er en af de tre bedste spillere i verden lige nu. Selvfølgelig vil hans afgang kunne mærkes. Men det er også en del af en generationsudskiftning, og jeg er overbevist om, at klubben arbejder på løsninger.”
Også N’Guessans egen fremtid er åben. Kontrakten udløber samme sommer som Mems, og dialogen med klubben er i gang.
“Jeg er rolig. Der er stadig tid. Jeg vil først og fremmest fokusere på at slutte sæsonen godt, men ja – jeg vil gerne blive,” siger han og vender tilbage til det ønske, der har fulgt ham gennem samtalen.
“Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg gerne stoppe her i Barça.”
Inden da venter dog stadig vigtige opgaver. Copa de España står for døren, og derefter følger afgørelsen i både Asobal og Champions League.
“Det er den smukkeste del af sæsonen, men også den sværeste. Det er her, titlerne bliver afgjort, og vi er meget motiverede. Vi vil vinde det hele,” siger Timothey N’Guessan.





























