Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Stort sportsbrand går ind og støtter Gidsel og co. med millionbeløb

Füchse Berlin har indgået en femårig millionaftale med adidas, der fra næste sæson bliver klubbens nye udstyrsleverandør og samler herre-, kvinde- og ungdomshold i ét fælles setup.

Der tyske mesterklub ruster sig til fremtiden med en ny, markant samarbejdspartner.

Fra næste sæson bliver Füchse Berlin udstyret af Adidas efter en aftale, der løber over fem år og ifølge Sport Bild har en samlet værdi på omkring 1,5 millioner euro. For direktør Bob Hanning er aftalen mere end bare et nyt logo på trøjen.

“Vi har indgået en femårig aftale. At gå ind i fremtiden med adidas er en ny milepæl for klubben. Det åbner helt andre muligheder for os, og vi kan vokse endnu hurtigere og arbejde med flere strategiske tiltag,” siger Bob Hanning til klubbens hjemmeside.

Ifølge Hanning kom interessen fra sportsgiganten selv, og samtalerne har haft et klart fokus på ambitioner og positionering.

“Det var vigtigt for os at være nummer ét i håndbolden. Med det her partnerskab starter vi Füchse 2.0 – måske endda 3.0,” siger han.

Aftalen betyder, at både spillere, stab og frivillige fremover bliver klædt på af adidas, ligesom klubbens ungdomshold også bliver en del af samarbejdet. Det gælder desuden kvindeholdet Spreefüxxe, som spiller i 2. Bundesliga.

“For mig er det en lille drøm, der går i opfyldelse, at alle hold kan optræde i det samme Füchse-look,” siger Hanning.

Han understreger samtidig, at udstyrsproducenten ikke har været økonomisk involveret i klubbens seneste profilerede spillerhandler, herunder Simon Pytlick og Dika Mem.

Hos adidas glæder man sig til samarbejdet og ser Füchse Berlin som et naturligt match.

“Füchse Berlin og Spreefüxxe står for passion, holdånd og begejstring – præcis det, der også driver os. Sammen vil vi gøre både håndbolden og vores brand endnu mere synligt i Berlin,” siger adidas’ regionale ledelse.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder