Valter Chrintz’ tid i Füchse Berlin blev langt fra, som hverken klubben eller svenskeren havde håbet.
Efter seks år i den tyske storklub er den svenske højrefløj nu fortid i Berlin. Det sker efter en periode, der især vil blive husket for alvorlige knæskader.
Chrintz kom til Füchse Berlin i 2020 som et af Sveriges største talenter og skulle være arvtager efter Mattias Zachrisson. Sammen med Hans Lindberg udgjorde han duoen på højre fløj.
Men i november 2022 ændrede det hele sig.
I en Bundesliga-kamp mod GWD Minden rev Chrintz korsbåndet over og beskadigede samtidig menisken. Efter flere måneders genoptræning vendte han tilbage og var med til at vinde EHF European League.
Uheldet ramte dog igen. Efter et lejeophold i VfL Potsdam i foråret 2024 rev han korsbåndet over for anden gang efter blot fem kampe.
Mens han kæmpede sig tilbage i Sverige, blev mareridtet komplet. Under genoptræningen pådrog han sig endnu en korsbåndsskade – den tredje på seks år – og kom derfor aldrig på banen i sæsonen 2024/25, hvor Füchse Berlin blev tyske mestre for første gang.
Nu siger den 26-årige svensker farvel til klubben med en følelsesladet besked.
“Jeg kom hertil som en 20-årig dreng med store drømme – i dag forlader jeg klubben som en mand. De her seks år har formet mig på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig. De har givet mig uforglemmelige minder, store succeser, svære tilbageslag og værdifulde erfaringer, som jeg vil bære med mig resten af livet,” skriver Valter Chrintz på Instagram
Han sender samtidig en stor tak til alle omkring klubben.
“I har altid været der for mig, især i de øjeblikke, hvor jeg havde allermest brug for jer. Jeres støtte, varme og tillid har betydet mere for mig, end ord kan beskrive.”
Hvor karrieren fortsætter, er endnu ikke offentliggjort.





























