HC Zagreb er tvunget til at hæve niveauet markant, når den kroatiske mesterklub onsdag aften gæster Aalborg Håndbold i EHF Champions League.
I sidste uges indbyrdes møde i Zagreb vandt aalborgenserne overbevisende med 33-23, og en gentagelse af det resultat vil sende det ubesejrede danske mesterhold direkte videre til turneringens hovedrunde.
Højre fløj Filip Glavaš, der tegnede sig for 10 mål i det første opgør, er bevidst om, hvad der skal rettes op på i Sparekassen Danmark Arena:
“Hver kamp har sin egen historie. Vi har analyseret fejlene fra det første opgør. Vi ved, at vi skal være mere fokuserede og holde os til vores kampplan. Vi skal reducere antallet af tekniske fejl i angrebet, spille med mere ro og disciplin og komme endnu hurtigere hjem i forsvaret. Hvis vi kan stoppe deres kontrafase, forbedres vores chancer,” udtaler Filip Glavaš til Eurohandball.com.
Opgøret mellem Aalborg Håndbold og HC Zagreb spilles onsdag klokken 18.45.





























