Team Esbjerg blev ramt hårdt allerede før kampen begyndte.
Anna Kristensen blev skadet i opvarmningen til Champions League-opgøret mod CSM Bucuresti, og nu står det klart, at hun ikke kommer mere i aktion i denne sæson.
Det efterlader Team Esbjerg i en vanskelig situation.
Ikke bare fordi klubben mister en dansk landsholdsmålmand. Men fordi skaden kommer på et tidspunkt, hvor sæsonens største kampe står foran dem, og hvor ambitionen om DM-guld stadig fylder tungt i Esbjerg.
For cheftræner Tomas Axnér har skaden sat sig i truppen.
“Selvfølgelig er hele holdet ramt på Annas vegne, og det er selvfølgelig et meget, meget uheldigt tidspunkt, og når det skete i en afgørende Champions League-kamp. Så det har påvirket os en hel del, og nu støtter vi Anna i den proces, hun skal i gang med, og så kommer vi selvfølgelig til at mangle hende i kampene,” siger Tomas Axnér til TV 2 SPORT.
I første omgang bliver det tyske Katharina Filter, der står tilbage som det klare førstevalg i målet, mens U19-målmanden Anna Steffensen bliver backup.




























