Efter flere urolige uger i Rhein-Neckar Löwen, hvor afgangen af sportsdirektør Uwe Gensheimer skabte stor opmærksomhed, forsøger cheftræner Maik Machulla nu at rette blikket fremad. I et interview med handball-world sætter han ord på situationen og den retning, klubben skal bevæge sig i.
Machulla erkender, at forløbet har haft konsekvenser for både klubben og omgivelserne, hvor der opstod usikkerhed blandt både fans og samarbejdspartnere. Samtidig understreger han, at der nu igen er ro til at fokusere på det sportslige.
– Det kastede os lidt ud af kurs. Der kom mange spørgsmål udefra, men nu er det godt, at vi kan fokusere på håndbolden igen, siger han til hand-news.
Med en ny rolle som både cheftræner og sportsligt ansvarlig arbejder Machulla samtidig med en langsigtet plan for klubbens udvikling frem mod 2028. Her er nøgleordene tidlig rekruttering, stærke relationer og en klar strategi for trupopbygning.
Han peger på, at moderne håndbold kræver, at klubber tænker flere år frem, da spillere i stigende grad indgår lange kontrakter eller skifter klub tidligt. Derfor handler det ikke kun om at reagere, men om at være på forkant med udviklingen.
Et centralt element i strategien er et stærkt netværk – særligt i Skandinavien, hvor Machulla har stor erfaring. Her ser han et marked med spillere, der tidligt får erfaring på højt niveau og passer godt ind i den spillestil, han ønsker at implementere.
Samtidig understreger han vigtigheden af at udvikle egne talenter og skabe en tydelig vej fra ungdomshold til førstehold. Inspirationen hentes blandt andet fra Füchse Berlin, som har haft succes med at integrere unge spillere via samarbejder med klubber på lavere niveau.
For Machulla handler den kommende periode om at genopbygge stabilitet og skabe et fundament, hvor både unge talenter og etablerede profiler kan løfte Rhein-Neckar Löwen tilbage mod toppen af tysk og europæisk håndbold.





























