Julius Vind Poulsen er tilbage i Køge Håndbold.
Den 22-årige fløjspiller vender hjem til klubben, hvor han begyndte som ungdomsspiller, efter ophold i både HC Odense og Fredericia Håndboldklub.
I Fredericia fik Julius Vind Poulsen enkelte kampe på førsteholdet, mens han derudover spillede for klubbens hold i 2. division. I HC Odense var han en del af klubbens 1. divisionshold.
Nu skal han være en del af Køge Håndbold Elite i 1. division.
“Med Julius får vi en ægte Køge-dreng tilbage i klubben efter nogle år i både Odense og Fredericia. Julius passer perfekt ind i truppen med sine stærke forsvarskompetencer, hvor han især udmærker sig i 2-mod-1-spillet. Han er ambitiøs, arbejdsom og træningsvillig – kvaliteter, vi vægter meget højt. Derudover bliver Julle en fantastisk person at have i vores miljø”, siger direktør Jacob Hvid.
Også hovedpersonen selv glæder sig over skiftet tilbage til Køge.
“Jeg har valgt at skifte til Køge Håndbold Elite, fordi jeg ser det som et ambitiøst projekt med et stort potentiale – et projekt, som jeg kan se mig selv være en del af. Efter nogle gode træninger og snakke med cheftræner Brian Ankersen føler jeg, at det er det helt rigtige sted for mig at fortsætte min udvikling”, siger Julius Vind Poulsen.
For fløjspilleren er der også noget særligt i at vende hjem til den klub, hvor håndbolden begyndte.
“Samtidig glæder jeg mig til at vende hjem til Køge Håndbold, hvor jeg startede med at spille håndbold som ungdomsspiller. Jeg ser frem til at komme i gang med den nye sæson, hvor vi forhåbentlig kan gøre en god figur i 1. division”, siger Julius Vind Poulsen.





























