Sønderjyske Herrehåndbold sikrede sig mandag aften en dramatisk 31-30-sejr på udebane over Fredericia HK efter at have ført kampen fra start til slut.
De lyseblå gæster kom flyvende ud af starthullerne, kom foran 4-1 og fik kort efter en ekstra fordel, da FHK’s Adam Ljungquist blev præsenteret for et direkte rødt kort. Selvom værterne kæmpede sig tilbage i opgøret og skabte neglebidende spænding helt frem til slutsekunderne, holdt Sønderjyske stand.
Efter den hæsblæsende afslutning lægger Sønderjyske-cheftræner Kasper Søndergaard ikke skjul på, at de små ting tippede gæsternes vej:
“Jeg synes, vi står med en fortjent sejr og to point i hånden efter en flot kamp, hvor vi fører stort set hele kampen. Til sidst er det både held og marginaler, der afgør kampen, men heldigvis falder de ud til vores fordel,” lyder det fra cheftræneren på klubbens hjemmeside.
Sejren blev grundlagt på en stærk kollektiv indsats med scoringer fordelt over hele banen. Fløjspilleren Viktor Bergholt førte an som topscorer med syv mål, tæt fulgt af Rasmus Madsen med seks scoringer og Reinier Taboada med fem.
Kasper Søndergaard roser mandskabet for at holde hovedet koldt, da trykket i hallen steg:
“Vi får en fantastisk start på kampen, hvor vi virkelig er klar på det, Fredericia kommer med. Vi spiller et fornuftigt angrebsspil og får de nødvendige redninger. Desværre får vi ikke helt fulgt det til dørs i slutningen af første halvleg, men alligevel finder vi rytmen igen i anden halvleg. Det bliver en rigtig flot holdindsats, hvor der bliver budt ind hele vejen rundt med solidt håndværk.”





























