Efter et helt års skadespause gjorde den rutinerede bagspiller Fabian Wiede comeback for Füchse Berlin, da hovedstadsklubben besejrede HSG Wetzlar med 36-30 i Bundesligaen.
Europamesteren fra 2016 kronede sit længe ventede comeback med to scoringer, en bolderobring og en blokering, da han trådte ind for at aflaste holdet i fraværet af skadede Nils Lichtlein.
Hvor knæet ofte er den store bekymring efter et års pause, var det en helt anden frygt, der fyldte hos Wiede før opgøret, forklarer han til handball-world:
“Jeg var ekstremt spændt, og glæden overskyggede alt. I træningen var jeg en smule bange for, om ‘pumpen’ ville give op efter ti minutter, men det hele gik supergodt. Knæet føltes fantastisk, og der var ikke et eneste øjeblik, hvor jeg var bange,” udtaler Fabian Wiede.
I første omgang fik Wiede størstedelen af sine spilleminutter i forsvaret og i andenbølgekontraerne, mens han i angrebet vekslede mellem højre fløj og højre back side om side med Mathias Gidsel.





























