Rasmus Vesterlund Nielsen fortsætter i TMS Ringsted.
Assistenttræneren har forlænget sin aftale med klubben, så den nu løber frem til sommeren 2027. Det oplyser TMS Ringsted på Facebook.
“Vi er rigtig glade for, at Rasmus har valgt at forlænge sin aftale med os. Han er en skarp og hårdtarbejdende træner, som hver dag bidrager med stor faglighed og engagement,” siger sportschef Morten Olsen.
Rasmus Vesterlund Nielsen har været en del af TMS Ringsted i halvandet år og har både bidraget på banen og i arbejdet omkring truppen. Han har selv en aktiv karriere bag sig med spil i både Danmark og Frankrig.
Selv glæder han sig over forlængelsen.
“Jeg er rigtig glad for at forlænge min kontrakt. Kenneth og jeg har et rigtig godt samarbejde, så det var et helt naturligt valg for mig. Jeg er glad for at være i klubben, og derfor føles det helt rigtigt at fortsætte. Vi har gennemgået en virkelig god udvikling i truppen, og jeg glæder mig til at bygge videre på det i næste sæson,” siger Rasmus Vesterlund Nielsen.
Cheftræner Kenneth Olsen fremhæver også samarbejdet mellem de to.
“Rasmus og jeg har fået opbygget en rigtig god kemi, og vi nyder samarbejdet utrolig meget i hverdagen. Vi deler den samme filosofi omkring spillet, både i forhold til den måde, vi ønsker at spille på, men også hvordan vi gerne vil udvikle holdet i den kommende tid,” siger Kenneth Olsen.





























