To af de helt store profiler fra Champions League Final4 i Budapest har kurs mod den danske liga.
Efter sommer skifter både Anna Vyakhireva og Johanna Bundsen til Odense Håndbold, og de kommer til Fyn med frisk erfaring fra den største europæiske scene.
Anna Vyakhireva var en af Brests helt store profiler ved Final4. Den russiske højreback blev topscorer for sit hold i semifinalen mod Györ og var tæt på egenhændigt at sende de ungarske giganter ud. I bronzekampen mod CSM Bukarest leverede hun også en god kamp, selv om kræfterne efterhånden slap op efter en hård weekend.
Vyakhireva kommer med enorm erfaring. Hun har tidligere været MVP, da hun vandt Champions League med Vipers Kristiansand, og hun stortrivedes i Norge. Derfor virker skiftet til Odense også som et naturligt valg, når hun nu vender tilbage til Skandinavien.
I Odense bliver hun genforenet med Markéta Jeřábková. De to var sammen med Jamina Roberts en del af et Vipers-angreb, der i perioder spillede noget af det bedste angrebshåndbold i Europa. I stedet for Robert bliver det nu danske Mie Højlund, der kan fuldende bagkæden – hvis Odense-træner Jakob Vestergaard satser på den, eller om han har andre tanker med eksempelvis en større rolle til Helene Fauske, der har spillet en flot sæson.
Johanna Bundsen kommer også til Odense med en stærk Final4-weekend bag sig.
Den svenske målvogter spillede en fremragende semifinale for Metz mod CSM Bukarest. I finalen mod Györ havde hun det sværere, men hun skød brystet frem, da kampen skulle afgøres. Da Györ nærmede sig, lukkede hun blandt andet ned for Kristina Jørgensen og reddede et frit skud fra stregen fra Anna Lagerquist.
Kort efter kunne Bundsen kalde sig Champions League-vinder i sin første Final4-deltagelse.
Bundsen er en meget rutineret keeper. Hun har tidligere stået i flere år for København Håndbold, hvor hun vandt DM, og hun har spillet mange store slutrunder for Sverige.
Efter at Cleopatre Darleux er stoppet, er Bundsen måske den bedste målvogter i verden til at sætte kontrafasen hurtigt i gang. Det kan især Elma Halilcevic få glæde af, da hun er ekstremt hurtig op ad banen.
Det bliver også interessant at se, hvordan Odenses målvogtertrio kommer til at fungere. Med Bundsen, Yara ten Holte og Althea Reinhardt får klubben tre etablerede landsholdskeepere på højt niveau.
Bundsen kan også blive vigtig for Odenses forsvar. Hun kommer fra et Metz-hold, hvor defensiven fungerede stærkt foran hende, især med Grace Zaadi og Bechadelle Ngombelle centralt.





























