Tobias Lantz: Skjern er et hårdt hold
På hjemmebane tørner Marc Uhd's tropper sammen med ligakonkurrenterne fra Skjern Håndbold, når de to mandskaber krydser klinger i 3. spillerunde i slutspilspulje 2.
Det seneste indbyrdes møde var i primo marts måned og her blev det til remis efter en tæt og intens affære.
TMS-keeperen Tobias Lantz håber, at de endnu engang kan byde vestjyderne op til dans og måske overraske i slutspillet endnu engang.
“Det bliver en hård kamp. Skjern er et hårdt hold. Det synes jeg også, man kunne se på den kamp, de spillede mod GOG. De vandt stort set på fysikken, og det tror jeg også, de vil prøve på i den her kamp – men det vil vi jo selvfølgelig også.”, siger han til klubbens hjemmeside.
Lørdagens opgør spilles i Poul Christensens Arena og bliver fløjtet i gang klokken 17.45.