Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Trænerkaos løst på rekordtid: 1. divisionsklub bekræfter afgang af træner til ligaklub

: Lasse Folkmann opsiger sin kontrakt i TM Tønder for at forfølge en ligadrøm, mens Rasmus Thiemer Jensen overtager cheftrænerposten i 1. divisionsklubben.

Efter fredagens meldinger i JydskeVestkysten om et skifte til Nordsjælland Håndbold bekræfter TM Tønder nu officielt, at cheftræner Lasse Folkmann er fortid i 1. divisionsklubben efter blot en enkelt spillerunde.

Den 38-årige træner har benyttet en klausul i sin treårige kontrakt til at opsige stillingen med øjeblikkelig virkning for at forfølge muligheden for at stå i spidsen for et ligamandskab.

I Tønder-lejren lægger sportschef Steen Thomsen ikke skjul på ærgrelsen over det pludselige brud.

“Vi er naturligvis meget ærgerlige over, at Lasse ønsker at stoppe i klubben efter så kort tid. Når vi laver en treårig aftale med en spiller eller en træner, gør vi det ud fra et ønske om et langvarigt og tillidsfuldt samarbejde parterne imellem. Og vi havde naturligvis gerne set, at Lasse og vi havde opfyldt kontrakten med hinanden. Lasse har imidlertid valgt – hvilket hans kontrakt muliggør – at opsige samarbejdet med os for at forfølge drømmen om at blive ligatræner. En drøm, som vi desværre ikke kan opfylde,” udtaler Steen Thomsen til klubbens hjemmeside.

Klubben havde mulighed for at holde på cheftræneren i en seks måneders opsigelsesperiode, men valgte at lade ham gå med det samme for at skabe ro om holdet.

Løsningen på trænerbænken er allerede fundet internt. Hidtidig assistent Rasmus Thiemer Jensen overtager roret som ny cheftræner, mens Kenneth Bach Hansen fortsætter som assistenttræner.

“Først og fremmest er vi trygge ved at videregive ansvaret til Rasmus og Kenneth, som i forvejen har et fortrinligt samarbejde omkring holdet. Valget har været meget naturligt for os. De kender begge både spillertruppen, det sportslige setup, klubben og den sportslige hverdag særdeles godt. Samtidig har vi behov for arbejdsro nu i og omkring truppen, så vi sammen kan koncentrere os om det afgørende og centrale, nemlig at spille håndbold og forfølge vores fælles mål,” forklarer sportschefen.

Rasmus Thiemer Jensen har den højeste træneruddannelse, EHF Master Coach, og har tidligere samlet erfaring som assistent i ligaen hos både Lemvig-Thyborøn og Fredericia Håndboldklub samt som talentansvarlig i Dansk Håndbold Region Syd.

Tønder har træneren på plads: Henter assistenttræner fra ligaen
TM Tønder præsenterede så sent som i februar Lasse Folkmann som ny cheftræner på en treårig aftale. Nu er samarbejdet allerede slut efter blot én spillerunde.

Cheftræner fortsætter i dansk klub – men som assistent
Kenneth Bach Hansen fortsatte i sommer som assistent i det nye trænerteam med Folkmann og Rasmus Thiemer-Jensen. Efter Folkmanns exit bliver makkerparret nu sat i spidsen for Tønder.

Vildt trænerdrama: Ligaklub henter afløser i 1. division efter fyringsskandale
Allerede tidligere fredag kom meldingen om, at Nordsjælland havde udset sig Lasse Folkmann som ny cheftræner. Nu har TM Tønder selv bekræftet det øjeblikkelige brud.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder