HH-træner: De straffede de små koncentrationsfejl fra vores side
Håndboldkvinderne fra Horsens Håndbold Elite måtte indse, at de måtte rejse hjem med et nederlag i sæsonåbneren.
På udebane tørnede Claus Mogensens tropper sammen med ligakonkurrenterne fra København Håndbold, da de to mandskaber krydsede klinger i 1. spillerunde i Kvindeligaen.
I hovedstaden var værterne stærkest og kunne efter 60 minutters spil glæde sig over 2 point til kontoen.
København Håndbold vandt opgøret med cifrene 31-27 efter en pauseføring på 17-16.
Se kampen i tal HER
Østjyderne var skuffede efter opgøret, hvor især angrebsspillet haltede i de sidste 30 minutter.
“Vi betalte også nogle lærepenge, for København har et hold med stærkere relationer, end vi har på nuværende tidspunkt. De straffede de små koncentrationsfejl fra vores side”, siger Claus Mogensen til Horsens Folkeblad.
Horsens-mandskabet skal forsøge at komme tilbage på sporet på onsdag, hvor de på hjemmebane byder Ringkøbing Håndbold op til dans.