Selvom Xavier Pascual til daglig står i spidsen for det ungarske stjernemandskab Veszprém HC, slipper han ikke sit tætte bånd til rumænsk håndbold. Den 58-årige spanske toptræner vender nu tilbage til landet for at stå i spidsen for et omfattende udviklings- og talentprojekt i Bihor-regionen under navnet “Bihorul joacă Handball după Metoda Xavi Pascual”.
Projektet, der udrulles i samarbejde med CSM Oradea over en ti-måneders periode, etablerer over ti træningscentre i regionen. Her skal op mod 200 unge spillere årligt trænes ud fra Pascuals anerkendte metode, som dækker både fysisk, teknisk, taktisk og mental skoling. Træningspassene filmes og følges direkte af spanieren, der løbende bidrager med evaluering og feedback.
Initiativtageren bag projektet og holdmanager i CSM Oradea, Marcel Sas-Adăscăliții, lægger over for det rumænske medie ProSport ikke skjul på sin benovelse over, at den meriterede træner sagde ja til opgaven:
“Det virkede mest oplagt, at han ville afvise os med tanke på det niveau, han befinder sig på. Men han var utrolig åben. Vi lever på mindet om, at vi engang var verdensmestre, men i dag er spanierne de bedste. Det her er et projekt, der skal genoplive håndbolden i Bihor-regionen, og vi gør det gratis for alle, der hungrer efter udvikling.”
Xavier Pascual har allerede skrevet sig ind i rumænsk håndboldhistorie med to perioder som landstræner – hvor han blandt andet førte Rumænien til EM 2024 efter 28 års fravær – samt tre mesterskaber i træk med Dinamo Bukarest.





























