Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

TTH Holstebro tester sig mod europæisk topmodstand

Emil Grønbech ser frem til TTH Holstebros internationale træningsturnering i Polen, hvor Wisla Plock og enten Tatabánya eller Nexe venter.

TTH Holstebro er godt i gang med preseason, og nu venter en weekend med international modstand i Polen.

Her skal vestjyderne først møde Wisla Plock og derefter enten Tatabánya eller Nexe. For Emil Grønbech bliver kampene en værdifuld test frem mod den kommende sæson.

“Der venter to gode testkampe mod Wisla Plock og enten Tatabánya eller Nexe. Det bliver rigtig fedt og giver os nogle internationale kampe, som minder om det, der venter os i European League senere på sæsonen. Det er kampe, vi kan få rigtig meget ud af,” siger Emil Grønbech til TTH Holstebros hjemmeside.

Den rutinerede bagspiller fortæller samtidig, at opstarten hidtil har været præget af hårdt fysisk arbejde.

“Opstarten har været hård. Det er pre-season altid, men det har samtidig været dejligt at komme i gang igen og tilbage i hallen. Vi har haft meget fokus på det fysiske, så vi står bedst muligt rustet til den sæson, der venter,” siger han.

TTH Holstebro har allerede været i aktion i flere træningskampe, hvor Grønbech især har hæftet sig ved de defensive takter.

“Jeg synes, vi har vist nogle rigtig gode defensive momenter, mens vi offensivt stadig har lidt at arbejde med. Det tager jeg helt roligt, for det er meget naturligt på det her tidspunkt af opstarten,” siger Emil Grønbech.

Efter turen til Polen venter generalprøven mod de svenske mestre fra Kristianstad IF i Gråkjær Arena.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder