Det internationale håndboldforbund har nu bekræftet, at Danmark placeres i en indledende gruppe i Kiel. Dermed kan de to håndboldstormagter tidligst mødes i semifinalen eller finalen.
Ifølge IHF er placeringen sket på baggrund af et ønske fra værtsnationen.
”Tyskland havde ret til at vælge sin indledende gruppe inden for sin seedningsrække, som efter de øvrige rækker blev udtrukket fra laveste til højeste niveau,” forklarer det internationale håndboldforbund ifølge Handball-World.
På anmodning fra det tyske håndboldforbund blev Danmark herefter placeret i gruppe G i Kiel.
”Denne beslutning svarer til Tysklands ønske som arrangør om at placere Danmark tæt på den dansk-tyske grænse for at gøre det lettere for de danske fans at rejse og deltage i kampene i stort antal, og den er i overensstemmelse med reglerne for IHF-turneringer,” lyder det videre fra verdensforbundet.
Placeringen betyder samtidig, at Tyskland og Danmark heller ikke kan mødes i en kvartfinale. Tyskland spiller sit første knockout-opgør tidligere end Danmark, hvilket giver værtsnationen mulighed for en ekstra hviledag frem mod semifinalerne.
Danmark skal spille sine indledende kampe i Kiel og vil – ved videre avancement – rykke videre til Hannover i mellemrunden. Tyskland indleder turneringen i München og fortsætter herefter i Köln.
Den endelige lodtrækning til VM i 2027 finder sted senere, når de sidste kvalifikationspladser er fordelt. Turneringen afvikles i januar 2027 med 32 deltagende nationer.
Dermed er der lagt op til, at et eventuelt nyt opgør mellem Danmark og Tyskland først kommer, når medaljerne for alvor er inden for rækkevidde.




























