Live – Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Tysk dommer reddede liv med stamcelledonation

Et initiativ fra de tyske håndbolddommere fik i 2013 store konsekvenser for Nils Blümel. Otte år senere reddede den tyske topdommer livet på en mand, der kæmpede mod leukæmi.

I 2013 bar dommerne i det tyske håndboldforbund (DHB) donationsorganisationen DKMS’ logo på deres trøjer. Det fik elite-dommeren Nils Blümel til at registrere sig som potentiel stamcelledonor.

I følge handball-world.news blev registreringen otte år senere aktuel. I juli 2021 blev Blümel kontaktet af DKMS, fordi hans stamceller muligvis kunne passe til en patient der havde hårdt brug for det.

Patienten viste sig at være 66-årige Walter, der havde fået konstateret leukæmi. Efter et tilbagefald i sygdommen var en stamcelletransplantation blevet hans bedste mulighed for at overleve.

Blümel valgte at sige ja til donationen, og den 28. december 2021 blev stamcellerne udtaget i Dresden og samme dag transporteret til hospitalet, hvor Walter ventede på behandlingen.

Forløbet blev begyndelsen på et nyt liv for Walter, selvom vejen tilbage til hverdagen bød på flere komplikationer. I dag er han kommet sig, arbejder igen og lever helt uden medicin.

I de første to år foregik kontakten mellem de to mænd anonymt gennem DKMS. Da ventetiden var udløbet, fik de mulighed for at mødes personligt.

Det skete i juni 2024, hvor Blümel og Walter for første gang mødte hinanden. Siden har de udviklet et tæt venskab, og de betegner i dag nærmest hinanden som familie.

I februar 2025 overværede Walter og hans hustru også en håndboldkamp mellem Rhein-Neckar Löwen og TSV Hannover-Burgdorf, hvor Blümel var dommer.

For Walter har donationen betydet en helt ny chance for at leve livet.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder