Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Tysk træner bryder sig ikke om snakken om Danmark-finale

Florian Kehrmann advarer mod at gøre Danmark til det eneste fokus før VM 2027. Lemgo-træneren mener, at Tyskland selv hører til blandt de største medaljekandidater.

Danmark fylder allerede massivt i den tyske VM-debat, men TBV Lemgo-træner Florian Kehrmann mener, at tyskerne begår en fejl, hvis al opmærksomhed rettes mod de danske verdensmestre.

Mindre end et halvt år før VM på hjemmebane i 2027 bliver Danmark betragtet som den store målestok. Kehrmann vil dog først og fremmest have fokus på det tyske landshold, der med semifinalen ved EM 2024 samt finalerne ved OL og EM har spillet sig tilbage blandt verdens bedste.

“Vi tilhører de bedste nationer, som skal spille om medaljerne. Det skal også være vores mål,” siger Florian Kehrmann til Handball-World.

Den tidligere tyske landsholdsspiller bryder sig derfor ikke om, at der allerede bliver talt om en mulig finale mod Danmark.

“Vi skal ikke kun se på Danmark. Mange taler allerede kun om en finale mod Danmark, men det bryder jeg mig ikke om. Der er mange kampe frem mod en finale, og til sidst er det nuancer, der afgør det.”

Kehrmann mener ikke, at store slutrunder alene bliver afgjort på taktiske detaljer. Det handler i lige så høj grad om at ramme det rette mentale niveau og levere, når presset er størst.

“I de afgørende faser handler det om at brænde færre chancer og som hold overgå sig selv. Hvis man kan holde det niveau i 60 minutter, kan man slå alle.”

Lemgo-træneren ser heller ikke store problemer i den nuværende tyske trup. Det vigtigste bliver ifølge ham, at profilerne rammer formen i deres klubber i månederne op til slutrunden og møder ind uden skader.

Samtidig bakker han op om det tyske håndboldforbunds beslutning om at forlænge med landstræner Alfred Gislason frem til 2028.

“Det var helt klart den rigtige beslutning. Det havde ikke gavnet nogen at gå ind til turneringen uden at vide, hvad der skulle ske med træneren bagefter.”

Kehrmann vurderer desuden, at Tyskland står stærkt på længere sigt med spillere som Juri Knorr, Renars Uscins, Julian Köster, Justus Fischer og Nils Lichtlein som centrale navne.

Selv har han fortsat ambitioner om en dag at blive landstræner.

“Jeg lytter til alle tilbud, uanset om de kommer fra en klub eller et forbund. Jeg vil gerne være landstræner en dag, uanset hvilken nation det bliver for.”

Indtil videre er fokus dog rettet mod TBV Lemgo, hvor Kehrmann har kontrakt frem til sommeren 2027.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder