Danmark og Tyskland er efterhånden blevet hinandens faste følgesvende ved de store slutrunder. De to nationer har mødtes ved de seneste tre, senest ved VM sidste år, hvor Jyske Bank Boxen dannede rammen om en mellemrundekamp, som Danmark afgjorde med 40-30.
Mandag mødes de igen. Samme arena, men denne gang ved EM. Og denne gang med et tysk hold, der pludselig står med muligheden for at spille sig i semifinalen.
Efter sejren på 30-28 mod Spanien gør Lukas Zerbe status over situationen. Med to kampe tilbage har Tyskland to matchbolde i forhold til semifinalen, siger han til HBOLD.dk.
“Nu har vi to matchbolde i forhold til semifinalen. Vinder vi én af dem, er vi videre. Men vi tager én kamp ad gangen. Nu venter Danmark, og det bliver en fantastisk kamp i en udsolgt hal. Vi går ind til den uden det store pres, skal prøve at nyde det og samtidig gøre alt for at genere dem så længe som muligt.”
Sejren over Spanien ændrer dog ikke ved, at der stadig er detaljer, som kan gøres bedre. Det er også en del af forklaringen på, hvorfor Zerbe holder begge ben solidt plantet i gulvet.
“Hvis nogen havde sagt før Spanien-kampen, at vi med to kampe igen ville have to matchbolde til semifinalen, så havde jeg bare sagt: sådan er sport. Når det ikke kører, tvivler man på alt, men i sport er alt muligt. Hver dag er en ny mulighed for at gøre tingene bedre. I dag brændte vi for mange frie chancer, i morgen er en ny dag, hvor vi træner godt, og mandag dage håber vi, at boldene går ind mod Danmark.”
Opgøret mod Danmark fylder allerede i bevidstheden hos den tyske trup. Ikke mindst fordi rammerne er velkendte, og fordi erfaringerne fra sidste år stadig står klart.
“Vi er meget glade sejren. Kampen mod Danmark bliver noget helt særligt. Fyldt hal, stor stemning, og vi glæder os virkelig til at være en del af det.”
Der skal dog mere end stemning til, hvis Danmark skal bringes i problemer. Det ved Zerbe også, når han ser frem mod endnu et møde i Boxen.
“Med én sejr er vi i semifinalen, men det er et stort skridt. Vi må vise, hvad vi kan mod Danmark. Sidste år tabte vi til dem her, men det er et nyt år, en ny kamp, og vi ser meget frem til det.”




























